Aikido

Aikido er en japansk kampkunst, videreudviklet af O-sensei (jap.: Den store Læremester) Morihei Ueshiba (1883-1969) over en årrække, primært på basis af Daito-ryu Aiki-jujutsu, som opstod i 1500-tallet. Efter mange års træning i Aiki-jujutsu samt flere andre kampsystemer, fortrinsvis sværdskoler (Kenjutsu-ryu), destillerede O-sensei på grundlag af disse en kampkunst, hvis fornemste opgave ikke er at slå ihjel, men at udvikle individet i både fysisk og åndelig henseende.

På japansk skrives Aikido med de tre kanji (skrifttegn) ai, ki og do:

Aikido

Ai oversættes normalt som "harmoni", det at samle/sammenføre eller at noget "passer sammen".

Ki kanjien symboliserer dampen fra kogende ris og står for "energi", sind og åndelig (livs)kraft.

Do betyder "vej", metode eller lære.

Tilsammen kan ai-ki-do oversættes til "vejen som får energierne til at mødes og bringer dem i harmoni". Selvom dette kan virke meget esoterisk, finder man aiki-princippet - det at mødes og harmonisere - både i den bagvedliggende filosofi og i de rent praktiske teknikker.

Rent kampteknisk betyder dette, at man smelter sin egen energi eller fokus sammen med modstanderens (der ankommer som et angreb), hvorefter man overtager kontrollen af denne nu forenede energi eller hensigt - og neutraliserer den i form af et kast eller en lås. Men i en mere filosofisk betydning er der tale om, at man tilpasser sig modstanderens hensigt og derefter vejleder ham i en mere hensigtsmæssig retning, hvor (ideelt set) hverken angriber eller forsvarer kommer til skade. Herved viser man, at der er en måde at leve på, hvor et menneske kan holde sine egne grænser - uden at have brug for at overskride andres.

Aikido er med andre ord ikke "bare" en kampteknik, men i høj grad også en personlig udviklingsproces, som i vidt omfang er baseret på mesterlære. Begynderen starter med at være uvidende, men interesseret, og over de næste år bevæger han/hun sig i en spiral indefter - fra "legitim perifer deltagelse" (det er helt OK ikke at vide eller kunne ret meget) til en stadig større grad af socialisering og integration, hvor man stiger i anseelse, men også har større forpligtelser over de nytilkomne begyndere - herunder ikke mindst forpligtelsen til at vise et godt eksempel på ydmyghed, hensyn og respekt over for både højere og lavere graduerede.

Dojo'en er således ikke blot et sted, hvor man træner, men basis for et praksisfællesskab - det at være i en gruppe, hvor man i kraft af sin individualitet og de forskellige niveauer, hver enkelt er på på et givet tidspunkt, bidrager til hinandens udvikling: Den øvede lærer begynderen nogle grundlæggende ting, samtidig med, at den øvede bliver mere præcis i sin viden, fordi vedkommende ikke blot skal have den, men netop også formidle den - til begynderen!

Det, man lærer, er ikke kun aikido: man tilegner sig en hel kultur, som omfatter både aikido og hovedtræk af hele den japanske civilisation. Samtidig udvikler man sig som menneske, idet man i sin egen verden ganske stille går fra at have en hobby/sport ("Jeg går til aikido") hen imod at være aikido-udøver ("Jeg dyrker aikido") og med tiden -mester - hvilket indebærer en anden måde at være i og møde verden på: andre værdier, andre forståelser af andres hensigter og af ens egen måde at forvalte rollen som medmenneske. Det er denne rigdom - denne udvikling og slibning af hele udøverens identitet - der gør, at aikido omtales som en kampkunst, snarere end en kampsport.

 

Læs mere om Aikido