Gradueringerne i Reishin Dojo

GRADUERINGERNE i REISHIN DOJO 

Med til træning i japansk kampkunst hører gradueringerne – de eksaminer, hvor man skifter (bælte)grad, og de første år samtidig bæltefarve. Men hvad indebærer det?

Aikido er en livslang læreproces, og derfor bliver man i virkeligheden aldrig ”færdig”. Men undervejs – og især de første år – er det en god idé at have nogle delmål, som man kan bruge til at målrette sin udvikling, men også måle, hvor langt man er kommet.

Hvis man skal sammenligne med livet udenfor dojo’en (træningssalen), svarer en graduering til en konfirmation, et bryllup – eller måske til et nyt trin i Frimurerlogen. Det er altså ikke ”bare” en markering af, at der er gået noget tid. Det er et udtryk for, at man har udviklet sig, både teknisk og personligt.

Derfor er gradueringer heller ikke automatiske: man går ikke ”bare” op, men gør det, fordi Sensei har vurderet, at man er parat. Det betyder, at man har en god chance for at bestå, hvis man træner målrettet op til gradueringen – men det er ingen garanti for at bestå! Det kræver vilje, teknisk kunnen – og en evne til at holde fokus under pres. På den måde er selve gradueringen også et led i træningen: man øver sig i at kunne fungere, også når krisen banker på døren!

Når der ligger så meget i en graduering, er det klart, at det er en festlig, men også højtidelig begivenhed i klubben – hvor både kandidaterne, andre medlemmer af klubben samt familie og måske nogle venner er til stede. Dagen starter med, at man møder op nogen tid før gradueringen, så man kan varme op, finpudse det sidste – og måske få lidt ro på nerverne, inden det går løs.

Så følger selve gradueringen, hvor kandidaterne viser, hvad de kan. Stemningen er her seriøs og formel – eleverne smiler gerne til den, der nu skal op, og klapper måske diskret ham eller hende på skulderen. Men der bliver ikke snakket, pjattet eller SMS’et under gradueringen, ligesom man heller ikke gør til bryllup eller konfirmation.

Men så følger festen: når alle er kommet igennem, og der er udvekslet håndtryk, knus og lykønskninger (og flere knus og støttende ord til dem, for hvem det måske gik mindre godt), er det tid til at dække op til fællesspisning. Her deltager hele følget, og man spiser, drikker og hygger sig, indtil det er tid til at gå hjem.

Derfor er det selvfølgelig ikke god tone at forlade gradueringen, så snart man selv er bestået (hvem går ud af kirken, så snart brudeparret har sagt ”Ja”??) eller umiddelbart efter gradueringen (hvis man er inviteret med til festen, forlader man jo heller ikke brylluppet lige efter sidste ”Amen”).

Aikido er ikke en sport, men en livsstil – og klubben er ens landsby, ens anden familie. Ligesom i de små sydlandske landsbyer, glæder vi os, hver gang vi kan fejre vores fællesskab i aikido. Det er også derfor, vi møder op til gradueringerne, selv om det ikke er os selv, der skal gradueres: vi kommer jo heller ikke kun til bryllup, når vi selv skal giftes, vel?

Vi ses til gradueringerne …

Christian ^Sempai